Indkøring

Indledning

Sikken en spændende tid I nu står over for. Jeres barn skal begynde i dagpleje og en hel ny hverdag venter. En tid med masser af oplevelser, med nye udfordringer, og med nye sociale relationer for jeres barn.

Det kan dog også være svært at skulle til at aflevere sit barn og dermed i andres varetægt. For nogen er det måske endda første gang, barnet skal opleve adskillelsen fra forældrene, og man oplever, at man som forælder pludselig ikke længere kender til hele barnets hverdag. Det kræver ofte både øvelse og tilvænning at kunne aflevere sit barn om morgenen med tillid til, at barnet nok skal kunne magte adskillelsen og have en god dag.

Den følgende vejledning er meget generel, hvorfor det er vigtigt at have opmærksomhed på, at børn er forskellige og har individuelle behov, ligesom de kan være mere eller mindre udadvendte i forskellige perioder af deres udvik­ling.

Indkøring

Indkøringen af et nyt barn forløber over et par uger, hvor den første uge kræver, at en af forældrene har fri, og den anden at barnet ikke har alt for lange dage. Indkøringen begynder i det helt små, hvor mor/far er med for langsomt at optrappes til, at barnet selv kan klare en kort dag sidst i den første uge. Dette forløb er selvfølgelig også individuelt under hensyntagen til barnets behov.

Generelt gælder det dog, at efter kun et par ugers indkøring, vil børnene stadig herefter have godt af nogle forholdsvis korte dage i den efterfølgende periode.

Indkøringsforløbet aftales individuelt, men et typisk forløb ser nogenlunde ud som følgende:

For barnet der sover 1 gang:

Den første uge møder barnet kl. 9. I de første dage skal barnet forholde sig til alt det nye. Den første dag, er af 1 times varighed, og mor/far er med hele tiden.

Næste dag prøver mor/far at gå, ligeledes 1 time, og hvis det går godt, bliver barnet til efter frokost på tredje dagen (hentes kl. 11).

På den fjerde dag kan barnet prøve at blive og sove til middag (hentes når barnet vågner), og dette gentages den femte dag.

Den anden uge møder barnet fra 9:30 til 14:30. Når barnet er kørt ind, er der fri aflevering og afhentning i tidsrummet 8-16.

For barnet der sover 2 gange:

De første 2 dage møder barnet kl. 10 eller 11. (Det vil sige, barnet tager sin morgenlur hjemme).

I de første dage skal barnet forholde sig til alt det nye. Den første dag, er af 1 times varighed, og mor/far er med hele tiden.

Næste dag prøver mor/far at gå, ligeledes 1 time, og hvis det går godt, kommer barnet til frokost på tredje dagen (hentes kl. 12:30/13:00).

På den fjerde dag kan barnet prøve at komme og sove morgenlur kl. 8 (hentes kl. 13), og dette gentages den femte dag.

Den anden uge møder barnet fra 8 til 13. Når barnet er kørt ind, er der fri aflevering og afhentning i tidsrummet 8-16.


Aflevering

Det vil i sagens natur ofte være svært for små børn at skulle sige farvel til mor eller far. Denne "sorg" må vi, som de voksne kunne rumme, så barnet ikke yderligere skal føle sig ansvarlig for mors eller fars humør. Man kan ikke forvente, at barnet giver én et smil med på vejen.

Barnet skal kunne mærke på jer forældre, at det er jeres beslutning, at aflevere barnet her. I skal signalere, at I har det ok med situationen, at I synes, her er rart at være, og at I har tillid til, at barnet nok skal klare det. Det er ok, at barnet bliver ked af det, og viser sine følelser, og I skal som forældre ikke bagatellisere "sorgen". Får barnet lov til at mærke sine følelser og møde forståelse og rummelighed, vil det bedre kunne bearbejde "sorgen" og derefter få en bedre dag.

Korte afleveringer anbefales, da erfaringen er, at det er det bedste for barnet. Børn lærer meget hurtigt, at her skal de være selv, mens mor og far er på arbejde, og de ved dermed at afskeden kommer. Mange børn kan have svært ved rigtig at komme i gang med noget, før afskeden er overstået, og hvis man prøver at trække afskeden, til man synes, barnet er godt i gang med noget (oftest i selskab med forælderen), bliver det endnu sværere at sige farvel, når man nu lige havde det så hyggeligt.

Find gerne en fast rutine, som fungerer godt for dig og dit barn. Børn finder tryghed i de kendte vaner. Sig altid tydeligt farvel til dit barn, så du ikke pludselig er væk. Gå når du har sagt farvel. Vær rolig og afslappet og vis barnet, at du mener din beslutning om at skulle af sted og med, at barnet skal blive. Sådan giver du dit barn de bedste forudsætninger, for at kunne få en god dag.

Afslutning

Alle børn er forskellige. De har forskellige behov, og de har forskellige reaktioner. Alligevel kan man grundlæggende sige at der findes fire mønstre for barnets adskillelse fra forældrene.

Nedenstående er eksempler på fire typisk forløb:

Det hyppigste:

Barnet er her første dag med mor/far. Trygheden er til stede, og barnet vil ofte søge ud og lege, og være tilfreds.

Anden dag når barnet er alene. Siger farvel til mor/far, opfatter egentlig ikke "farvellet", og leger et stykke tid. Opdager pludselig at mor/far er væk og bliver ked af det. Barnet kan afledes med leg eller barnet er ked af det i hele perioden mor/far er væk.

Barnet vil være ked af det i 2,3,4 uger, når mor/far siger farvel, og vil måske også være ked af det i løbet af dagen. Det aftager gradvist, og en dag vil barnet sige farvel uden gråd, og lege glad hele dagen. Så er koden knækket.

Det næst-hyppigste:

Barnet vil være glad og tilfreds den første uge, måske to uger, både ved aflevering og i løbet af dagen. Så kommer reaktionen, når barnet "opdager", at situationen er "alvor".

"Hey, jeg skal ikke bare lige være på "ferie" og hygge-passes her. Mine forældre har rent faktisk tænkt sig at jeg skal være her hver dag, uden dem".

Barnet vil herefter være ked af det 1-4 uger ved aflevering, og måske også i løbet af dagen, men vil vende tilbage til udgangspunktet, når det opdager at protesten ikke nytter.

Barnet vil muligvis også reagere når det bliver hentet, enten ved at græde eller ved at ignorere.

Det sjældne:

Barnet er glad og tilfreds fra dag et. Opfører sig som om "her har jeg altid været". Bliver afleveret uden gråd, og leger fint hele dagen.

Det virkelig sjældne:

Barnet er ulykkeligt fra dag et. Græder ved aflevering og det meste af dagen. Kan stå på i flere måneder, men vil på et tidspunkt trods alt knække koden.